tirsdag den 29. juli 2008

16-årig får bøde for at rette stavefejl

En af mine venner fortalte mig denne historie fra det virkelige liv, og man tror jo, det er løgn.

Der er pt. byggearbejde i Zoologisk Have ud til Søndre Fasanvej, og i den anledning har det været nødvendigt at skubbe cykelstien en smule udad, og derfor opsatte myndighederne et skilt med teksten "Cykelstien ændre retning".

Ja, du læste rigtigt. "Ændre", ikke "ændrer".

En ung mand i min vens bekendtskabskreds, som kom forbi og tilfældigvis havde en tuschpen på sig, tilføjede ansvarsbevidst det manglende "r":


Uheldigvis for ham kom politiet forbi i samme øjeblik, og prompte faldt der en bøde på 810 kroner for graffitiuvæsen/hærværk. Det nyttede intet, at den unge mand forsøgte at forklare, at han blot prøvede at gøre samfundet en tjeneste. Ligesom den oprindelige idiot fra Vejdirektoratet (eller hvem det nu er, der sætter den slags skilte op) var politimanden håbløs analfabet - bortset fra, at det på en eller anden måde var lykkedes ham at lære politivedtægten udenad, selv om han tydeligvis til daglig går rundt med hovedet under armen.

Jeg ryster på mit hoved, så det gør ondt.

Til historien skal føjes, at den unge mands forældre syntes, at bøden var rimelig nok. Hvis han ender med at blive inkarneret samfundsfjende og stifte en ny Blekingegade-bande eller det, der er værre, kommer det næppe til at vække min forundring.