torsdag den 12. juli 2007

Spam på gadeplan

Kender du det...? Man går en tur på gaden, og pludselig kommer der en eller anden båtnakke og spørger, om man vil støtte Greenpeace eller Kirkens Korshær eller en anden mere eller mindre værdig sag. Det er efterhånden blevet den rene spidsrod at forcere Strøget, Købmagergade eller Fiolstræde uden at blive antastet, og det er grænseløst irriterende, at man ikke kan få lov til at gå i fred i sin egen by. Det eneste lyspunkt er, at man kan få lidt sjov ud af at give igen på chikanen.

Hvis det er en kvinde, der spørger, om jeg vil støtte dit eller dat, spørger jeg hende, om hun har lyst til at gå ud med mig. Svarene varierer. Jeg har faktisk en enkelt gang været ude for en pige på 19, som sagde ja. Men som regel siger de nej, hvortil jeg replicerer: "Der kan du bare se, hvordan det er at blive stoppet på gaden og få stillet dumme spørgsmål."

Hvis det er en mand, spørger jeg ham, om han vil med i sauna. Det sender ham ufravigeligt på hastig retræte. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der sagde ja, og kommer forhåbentlig heller aldrig til det.

Man kan også spørge dem, om de har lyst til at give en 100 kroner. "Du vil jo gerne have penge af mig, så hvorfor skulle jeg ikke have penge af dig?"

Jeg troede faktisk, at tiggeri var forbudt ved lov, men der er åbenbart undtagelser, nemlig såkaldt velgørende organisationer. Der er bare én ting, disse organisationer kan være helt sikre på: At de aldrig nogensinde igen får en øre af mig. Så kan de lære det, kan de!

Hvis Kattens Værn stiller sig op på Strøget en dag og spammer de forbipasserende, kan de også roligt regne med, at jeg stryger dem af testamentet.

Er der slet ingen ansvarlige politikere, som kan få sat en stopper for dette uvæsen?

Giv din mening til kende i afstemningen (næsten) øverst i venstre kolonne.

1 kommentar:

Morten Sorensen sagde ...

Ja det kender jeg og jeg hader dem, derfor går jeg tit udenom gågaden i Aalborg hvis jeg skal noget derinde. Jeg kan anbefale Klostertorvet eller Latinergyden så kan man kikke på andet end andres fodsåler!